Fleksible bilabonnementer hitter: Europcar puster nyt liv i udlejningsidé

Forbrugerne fravælger i stigende grad egen bil til fordel for abonnementsbaserede lejeløsninger, der bliver stadigt mere fleksible. Seneste skud på stammen, Movon, har ingen startomkostninger, og efter 30 dage er der ingen binding.

CD- og DVD-samlingen hedder henholdsvis Spotify og Netflix, og som forbrugere har vi adgang til mere, selvom vi investerer mindre. Og uanset om man er i markedet for strømper, barberblade, hundemad eller dagligvarer, fås produkterne i stigende grad gennem abonnementsløsninger. Bilbranchen er ingen undtagelse. Flere og flere vælger at langtidsleje eller lease biler, og fleksibilitet er blevet et primært parameter for, hvilken løsning man vælger.

– Køber du en ny bil, har du et kæmpestort værditab, idet du kører ud af forretningen. Derfor binder man sig til bilen i rigtig lang tid, hvis købet skal kunne betale sig, og det er der efterhånden mange, der fravælger. Folk går derimod i stigende grad efter de mest fleksible abonnementsløsninger med lav førstegangsbetaling og kort bindingstid. De fleste vil gerne have muligheden for hurtigt at sadle om, også selv om de ikke gør brug af den – følelsen af fleksibilitet er central, siger Michael Beck, der er uvildig bilrådgiver og indehaver af Bilraadgiver.dk.

Kør Up! til hverdag og E-Klasse til fest

Nu relanceres Movon, der er en abonnementsbaseret lejeløsning, hvor man efter 30 dage frit kan opsige abonnementet når som helst. Det danskudviklede koncept, der blev testet som pilotprojekt i løbet af 2017, er ejet af Europcar. Movon kan derfor trække på Danmarks største udlejningsselskabs bilflåde og er med 40 udlejningssteder tilgængelig i hele landet.

– Med Movon har vi skabt markedets ultimativt mest fleksible abonnementsløsning, der giver vores kunder mulighed for at skifte bil fra dag til dag, og der er ingen fast abonnementsydelse. Du kan køre i en VW Up! for under 3000 kroner i måneden, og hvis du skal ud at føre dig lidt frem i weekenden, kan du skifte VW’en ud med en Mercedes E-Klasse, og er behovet mere praktisk, vælger du varevognen eller stationcaren. Derefter vender du tilbage til hverdagsbilen, og betaler blot et ekstra beløb for hver dag, du har benyttet dig af opgraderingen, forklarer Christian Ree, der er administrerende direktør hos Europcar i Danmark.

Holdningsændring baner vej for bilabonnementer

I bilbranchen mærkes det ifølge konsulent Michael Beck tydeligt, at der er sket en ændring i danskernes forbrugsvaner. Ifølge eksperten har især to årsager lagt kimen til tidens trend.

– For bare et par år siden havde de fleste en idé om, at man skulle eje sit eget transportmiddel, men på det område er der sket en markant holdningsændring hos forbrugerne, der meget nøgternt går efter, hvad der bedst opfylder behovet. Derudover er en del danskere tilbageholdende med leasing på grund af store startomkostninger og ugennemsigtige prisstrukturer. Men de seneste abonnementsbaserede lejeløsninger, hvor prisen er inklusive alt andet end brændstof, tiltaler mange, vurderer Michael Beck.

Danskernes vinterdæk bliver sikrere – takket være ukendt ordning

Fem år efter ny EU-mærkning af dæk blev indført, er udvalget af sikre vinterdæk øget markant. Der findes i dag langt flere vinterdæk i kategorierne med kortest bremselængde.

FST-17011k

Det er nu for alvor tid til at udskifte sommerdæk med vinterdæk. Ifølge Brian Lund fra First Stop er der ingen gode undskyldninger for at køre på sommerdæk i vinterhalvåret. Foto: PR

For præcis fem år siden blev det med ét betydeligt nemmere for danske bilister at udvælge de bedste dæk ud fra tre klassifikationer – lig dem fra hårde hvidevarer og andre elektriske apparater. Den såkaldte EU-dæklabel viser et dæks egenskaber ud fra parametrene udvendigt støjniveau, brændstoføkonomi og bremseevne. Sidstnævnte med en graduering, hvor A er det bedste, mens G er det dårligste.

Ifølge Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed er antallet af vinterdæk med B-mærkning i bremsning på våd vej steget med næsten 50 procent fra 2015 til 2017.

– Tallene viser tydeligt, at udvalget af vinterdæk i dag er blevet sikrere. De seriøse producenterne bruger rigtig mange penge i udvikling og forskning, og den ”nye” mærkningsordning er også blevet et målbart konkurrenceparameter. Alligevel er der desværre stadig for få forbrugere, der kender til ordningen, fortæller Volker Nitz. Han vurderer, at mange af de helt billige dæk er forsvundet fra markedet over de seneste år, fordi de klarer sig for dårligt i test.

Hos dækkæden First Stop med over 40 centre fordelt i Danmark er der også en klar tendens i danskernes dækvalg. – Vi oplever, at dæk med de bedste karakterer bliver solgt betydeligt mere i dag end for fem år siden, og det har været med til at højne sikkerhedsniveauet på de danske veje, forklarer Brian Lund fra First Stop.

Dækmand: Vinterdæk er obligatoriske

Ifølge Brian Lund er vinterdæk en obligatorisk del af en korrekt udstyret bil i vinterhalvåret. Sommerdæk er markant dårligere, og der er ikke gode undskyldninger for at køre rundt på dem, når der er is og sne på vejene, fordi vinterdæks bremselængde er kortere og styreegenskaber bedre.

Lidt over 80 procent af de danske privatbilister kører med vinterdæk, og det tal har været stabilt i en årrække, så der er stadig en del bilister, der burde overveje at få vinterdæk. Hvis du skal til et af vores nabolande i løbet af vinterhalvåret, skal du også være opmærksom på, at de har en mere striks vinterdæklovgivning, siger han.

Samtidig råder Brian Lund til at købe vinterdæk, der er specielt udviklet til det danske klima, fordi eksempelvis dæk produceret langt fra Europa ofte slet ikke giver den sikkerhed og de køreegenskaber, bilisterne normalt forventer af et vinterdæk.

Tjek mønsterdybde og alder

Inden brugte vinterdæk monteres, er det en god idé at kontrollere dem for skader og lav mønsterdybde. Ifølge loven er 1,6 millimeter minimum, men de fleste fagfolk råder til at skifte dæk ved 3 millimeters mønsterdybde.

Hvis dine dæk er over fem år gamle, er det særlig vigtigt, at du ser efter, om de har revner eller ikke længere virker så ”smidige” som tidligere, siger Brian Lund.  

First Stop er en landsdækkende kæde af lokalt ejede dæk- og autoservicecentre. På europæisk plan har kæden over 2.000 medlemmer. www.firststop.dk  

Ny analyse: De 29-årige og de 37-årige tager kviklån til bilkøbet

LSP-1705-4kDe unge, der tager onlinelån, låner primært små beløb til shopping og rejser. De etablerede midt i livet låner fem gange så meget. De vil bygge huset om eller købe ny bil, viser frisk analyse fra sammenligningsportal.

Tager man et ”røntgenbillede” af alle danske onlinelånere, dukker der helt klare billeder frem af forskellige typer lånere. Man kan blandt andet se, at det er de 29-årige og de 37-årige, der oftest låner online for at købe bil. Lånere med en månedsindkomst på under 5000 kroner er typisk studerende, er i gennemsnit 21 år og låner online til lidt shopping eller for at kunne tage på ferie. De låner i gennemsnit 11.500 kroner. I den anden ende af skalaen finder vi de veletablerede med en månedsindkomst på den gode side af 40.000 kroner. De er 48 år og låner primært for at bygge om eller renovere huset, sekundært for at skifte bilen ud. De låner i gennemsnit noget mere, nemlig 52.500 kroner. Det viser en frisk analyse fra sammenligningsportalen fair-laan.dk.

– Tallene er ikke overraskende for os, der arbejder med at rådgive om onlinelån til daglig, men det er alligevel interessant at se, hvor tydelige forskelle der er aldersgrupperne imellem, fortæller analytiker og CEO Andreas Linde. Han er ikke overrasket over, at også folk med en årsindtægt på 480.000 kroner låner online.

– For mange mennesker i dag er det en stor fordel, at lånet kan klares i ro og mag online derhjemme i stedet for at sidde med hatten i hånden hos bankrådgiveren. Og hvis man har en god lånehistorik og en god betalingsevne, kan man online få meget rimelige tilbud med lave eller ingen gebyrer samt fornuftige renter. Og det er totalt gennemsigtigt. Stoler man ikke på, at tilbuddet fra långiver X er godt nok, kan man jo bare prøve långiver Y. Og man kan hele tiden sammenligne med tilbud fra ens egen bank, siger Andreas Linde.

De 36-årige låner for at flytte
Lånerne i analysen er kun blevet spurgt om, hvad de skal bruge pengene til, ikke andet. Men noget tyder på, at de 36-37-årige måske skal skilles fra deres partner. De låner nemlig oftest for at kunne betale et depositum på en ny bolig, at indfri gæld, betale regninger eller købe en bil, som nævnt i indledningen. De låner i snit 31.500 kr. De 29-årige låner primært til en bil, og det må være i den beskedne klasse, da de kun låner 14.750 kroner.

Det er dyrt at være fattig. Onlinelån tages ofte af folk, der får nej i banken. De er dyrere end lån hos bilforhandleren eller i banken, så det gælder om at få dem indfriet, så snart ens bank kommer på bedre tanker eller ens indtægt er kommet på ret køl.

Indkomst, kr./md. Gns. lån, kr. Gns. alder Primær årsag til lån Sekundær årsag til lån
0-4999 11.500 21 Shopping Ferie
5000-9999 8750 25 Regninger/gæld/depositum til bolig Billån
10.000-14.999 13.250 27 Regninger/gæld/depositum til bolig Billån
15.000-19.999 14.750 29 Billån – Brugt bil Ferie
20.000-24.999 19.500 34 Bolig/renovation Billån
25.000-29.999 23.750 36 Regninger/gæld/depositum til bolig Bolig/renovation
30.000-34.999 31.500 37 Billån Bolig/renovation
35.000-39.999 36.750 43 Bolig/renovation Regninger/gæld/depositum til bolig
Mere end 40.000 52.500 48 Bolig/renovation Billån

 

Fair-laan.dk er en uafhængig, online sammenligningstjeneste, som ved hjælp af forskellige finansielle kriterier finder de mest attraktive lån på markedet til sine brugere og deres økonomiske situation. Det er fair-laan.dk’s mål at gøre det så nemt og gennemsigtigt som muligt at optage et lån. www.fair-laan.dk

9 tips til mere sikker kørsel – spar bøder og selvrisiko

500 kroner koster det at bruge tågelygter forkert

Forkert brug af tågelygter kan koste dig en bøde på 500 kr.

Vore venner hos Mikonomi.dk har kikket lidt på otte ting, som bilister ofte gør forkert i trafikken. Og da de ofte udløser bøder eller en selvrisiko plus en forhøjelse af forsikringspræmien, giver det god mening et bedrebiloekonomi.dk også spreder de gode tips til at undgå fejlene. Vi har desuden tilføjet et niende godt råd.
1. Justering af sidespejle
Hvis du bare vipper venstre sidespejl en smule mere ud, formindskes den døde vinkel pænt meget.
2. Parkering om natten
Udenfor bymæssig bebyggelse skal man bruge parkeringslys ved parkering.
3. Kørsel med for lavt dæktryk
For lavt eller alt for højt dæktryk kan give nedsat vejgreb, forringet brændstoføkonomi, mere støj og mere dækslid. Få det tjekket.
4. Motoren presses for tidligt
Lad være med at gasse en kold motor voldsomt op. Olien skal ud i krogene, og det kræver opvarmningstid.
5. Tågelygter er til tåge
Inden for lygtetændingstiden må tågeforlygterne kun tages i brug, hvis der forekommer kraftig nedbør eller tåge.
Du må gerne køre med dine tågeforlygter udenfor lygtetændingstiden, selv om det ikke er tåget, såfremt du ikke anvender nær-/kørelys samtidigt. Tågebaglygterne må kun tages i brug ved tåge og kraftigt nedbør.
Hvis du overtræder reglerne, kan du få en bøde på 500 kr.
6. Overhalingssporet er til overhaling
Vil du gerne have en bøde på 1.000 kroner? Så bliv bare liggende i overhalingssporet på motorvejen, når du har overhalet andre.
7. For tidlig fletning
Vent med at skifte vognbane, når du når til det sidste skilt, der indikerer sammenfletningen.
8. Hold afstand
En god tommelfingerregel til at holde en sikker afstand er, at du skal holde det som svarer til to sekunders afstand mellem dig og forankørende, altså cirka to billængder.
9. Åbn døren med højre hånd
Mange cyklister er i tiden løb knaldet ind i en meget hård bildør, der er blevet smækket op i hovedet på dem, mens de var på vej forbi den parkerede bil. Det er ikke deres skyld, det er bilistens. Væn dig til at åbne døren med din højre arm og højre hånd, når du er fører. Så tvinger du dig selv til at dreje hovedet og se bagud, inden du åbner døren. Er de passager, så brug venstre arm og venstre hånd.
http://www.mikonomi.dk/blog/2016/10/8-ting-du-ubevidst-goer-forkert,-naar-du-koerer-bil/ kan du læse om de otte ting, du ubevidst gør forkert, når du kører bil med gode, forklarende grafikker og billeder. Ovenstående var kun et koncentrat.

Sådan sparede jeg 1.320 kroner på dæk

mazda_323f

Min Mazda 323F lejes ud på GoMore, og jeg kunne ikke længere leve med at udsætte lejerne for to slidte sommerdæk bagtil, når nu vinteren kommer. Løsningen blev fire helårsdæk til 1.780 kr. hos daekonline.dk

“Nye helårsdæk kan erstatte vinterdæk og sommerdæk”. Den overskrift på nettet kunne jeg godt lide. Vinteren 2016-2017 var nemlig ved at nærme sig, og som en stor tilhænger af bedre biløkonomi, besluttede jeg mig for at gå den vej. Slut med at skifte dæk to gange om året = mindst 600 kr. sparet om året i tre-fire år. Og ikke noget med at smide dæk ud, der egentlig godt kan klare nogle flere km, bare fordi værkstedet siger “du kan da lige så godt skifte alle fire, når nu fordækkene er slidte”. Næ, når de nye helårsdæk foran er kommet halvvejs ned i mønster, kan jeg jo lige sammen med en ven smide bagdækkene om foran, på kryds, naturligvis. Og køre videre, til alle fire dæk er nedslidte ved 1,6 mm.

T. Hansen
Så gik jagten ind, først på thansen.dk. De kører med aggressive priser, havde jeg set i deres ugentlige katalog. 299 kr. for et Continental-sommerdæk i 14″, blandt andre. Billige, ukendte mærker har de også. Men der var ingen helårsdæk! Ringe, ringe. Der røg næsten 7-8 minutter på at vente på supporten. “Nej, vi fører ikke helårsdæk”, var det enkle svar. Hm, de læser vist ikke nyheder om helårsdæk, siden de har råd til den attitude.

Autopartner
Videre til Autopartner, en meget velestimeret værkstedskæde, hvis værksteder scorer højest i kundetilfredshed på værkstedsportalen Autobutler. Hjemmesiden er dog ikke beregnet på nethandel. Man kunne læse en fin artikel om dæk og et FDM/ADAC-test af sommerdæk (!), men ingen mulighed for at bestille dæk til nærmeste værksted. Videre.

Euromaster
Det blev så en ægte dækkæde, der skulle testes, nemlig Euromaster. Det var også skuffende. De har ganske det nummerpladesøgning, men ud kom denne triste meddelelse: “Søgningen på dette regnr. gav ikke noget resultat. Kontrollér registreringsnummeret eller prøv at søg på dækstørrelse.” Nu gad jeg ikke lige gå ud i iskold regn for at tjekke, om det nu var 175/65R14 eller ej, så jeg ringede til dem. Jo, de havde de nye Michelin Cross Climate for 3.100 kr. Tja, bom, nu er det jo en 12 år gammel bil, så det var over budgettet.

Daekonline.dk
Tidligere havde jeg købt alufælge hos daekonline.dk, der er en gigantisk dæk- og fælgleverandør med base i Hannover. Man kan også komme til webbutikken via Tirendo.dk. Jeg er tidligere kommet lidt i klemme hos dem, fordi jeg havde købt nogle fælge med forkerte krydsmål, og det ville koste 900 kroner at få dem byttet. Husk altid at læse det med småt. Jeg fik dem heldigvis solgt privat og bestilte nogle nye samme sted. Men denne gang virkede deres nummerpladesøgning perfekt, og jeg fandt hurtigt fire Viking-helårsdæk, fremstillet på Conti-fabrikken i Tyskland, til 1.460 kroner inklusive 25% dansk moms. Dem har jeg tidligere købt hos Automester og fundet rigtigt gode.

bedrebiloekonomi.dk test dæk køb

De fire Viking-dæk, som jeg sparede 1.320 kr. på i forhold til Michelin Cross Climate

Der var henvisning til forskellige dækmontører, og det er typisk værksteder, der ligger lidt ude på landet. Dem i byerne er dyre, men jeg valgte Sydfyns Dækhotel i V. Aaby, 22 km fra Svendborg.
Daekonline.dk kunne ikke klare bestillingen på den lovede tid, men der kom hurtigt en besked om, at dækkene var tre-fire dage forsinket. Og da leveringsdatoen lå klar, blev den også prompte meddelt. Fint.
Og besparelsen? Jo i forhold til Michelin Cross Climate blev der sparet 1.320 kroner. Og ja, der er sikkert kvalitetsforskel. Men jeg er godt tilfreds.

Utrolige tilbud på privatleasing lige nu

Honda Civic 1.8 Tourer er bedste leasingtilbud lige nu. Man sparer vopver 64.000 kr. på at lease den ift. at købe den til fuld pris.

Honda Civic 1.8 Tourer er bedste leasingtilbud lige nu. Man sparer opver 64.000 kr. på at lease den ift. at købe den til fuld pris.

Af bilpriser.dk / Finn Arne Hansen

Der er over  64.000 kroner sparet ved at privatlease en Honda Civic 1.8 Elegance Stationcar over tre år i forhold til at købe. DS3 og Renault Kadjar er lige i hælene på den

Der er ikke noget at sige til, at næsten hver tredje nyindregistrerede bil i første kvartal 2016 var privatleaset. På grund af voldsom konkurrence er tilbuddene nemlig knivskarpe. For eksempel kan man spare 64.157 kr. i alt eller hele 1.782 kr. om måneden på at privatlease den smækre og velkørende Honda 1.8 Civic Stationcar over tre år og 45.000 km. Det skal ses i forhold til at købe bilen for de 274.300 kroner plus levering, der står på prissedlen. Det viser en spritny leasinganalyse med 20 biler fra bilpriser.dk, landets førende bilvurderingshjemmeside.
Honda-direktør Mikael Larsen er glad for “kåringen” og forklarer, hvorfor de har sat en så utroligt skarp leasingpris på netop den model:
– Vi følger tendensen i markedet, der viser, at den økonomiske grænse bør ligge meget tæt på de 3.000 kr. om måneden for en mellemklassebil.
Man kunne så mene, at købsprisen er for høj, når Honda kan komme med et så godt leasingtilbud, men det afviser han:
– Nej, men prisen hænger sammen med en høj gensalgsværdi på produktet, forklarer han.
Han vil ikke røbe, hvor meget, de knaldskarpe leasingtilbud har løftet salgstallene, men gerne løfte lidt af sløret for meningen med de skarpe tilbud:
– Tendensen viser, at folk, specielt yngre, ønsker at sikre sig imod risiko og værditab samt kende deres faste omkostninger, og vi får her en større kontaktflade og kommer bredere ud blandt bilkøbere. Ud af vort samlede salg udgør privatleasing cirka 20 procent, fortæller han.

En sparegris
Honda vinder dog kun med spidsen af en vinduesvisker: DS3 1.6 BlueHDI S&S Style Coupé med fem døre og 100 rappe heste sparer man i alt 62.146 kr. eller hele 1.726 kr. om måneden på at privatlease! Og da den kun koster 228.990 kr., er besparelsen i procent faktisk noget større end på Honda’en, nemlig 27,1 procent mod 23,4 procent på Honda’en.
Når man så også tænker på, at DS3’eren officielt kører 33,3 km på en liter diesel mod de 15,6 km på en liter – dyrere – benzin, som Honda’en kan præstere, så må DS3’eren kåres som vinder af denne analyses ”sparegris-pris”.
Renault Kadjar 1.5 Energy dCi 110 Zen Stationcar med den superøkonomiske og meget populære 1,5-liters motor er nummer tre på listen. Den sparer privatleasingkunden 60.297 kroner på i alt. Ved køb koster den 293.450 kr.
Den eneste bil på listen, der bedst kan betale sig at købe sammen med en serviceaftale for sammenligningens skyld, er Renault Clio IV Energy 1.5 dCi Expression til 184.990 kr.

Afgiftsnedsættelse og konkurrence
Men hvorfor boomer privatleasing lige nu?
– Den ene forklaring er afgiftsnedsættelsen fra 180 til 150 procent. Den var der mange bilkøbere, der tabte penge på, fordi de lige havde købt ny bil. Så nu er de nye bilkøbere forsigtige. Afgiften kan jo blive nedsat igen. Den anden forklaring er, at for eksempel Peugeot er rendt med kunderne med deres mix-leasing og deres meget lave førstegangsbetalinger på privatleasing. Det har de andre importører været nødt til at reagere på, forklarer chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilpriser.dk.
Den tredje årsag er en ændring i bilkundernes måde at tænke på, forklarer bilprisers direktør Thomas Groth.
– Tidligere var det vigtigt at eje sin egen bil, have den som statussymbol og gå og pusle om den om søndagen. Sådan tænker de unge bilkøbere ikke. De ønsker at blive transporteret, og det må gerne være smart og billigt. Men det indebærer ikke nødvendigvis ejerskab. Det ses faktisk som en klods om benet for mange nye bilkøbere. De vil hellere have budgetsikkerhed og kunne skifte bil hvert tredje år uden en stor investering.

De 20 bedste privatleasingtilbud lige nu:

Model Pris i kr. ekskl. lev. Besparelse ved leasing, kr.
1. Honda Civic 1.8 Stationcar 274.300 64.157
2. DS3 1.6 BlueHDI S & S Style Coupé 228.990 62.146
3. Renault Kadjar 1.5 Energy dCi 1.5 293.450 60.297
4. BMW 3-serie 2.0 320d st. car 190 hk 538.131 60.282
5. Toyota Auris 1.2 T T2 Comfort st. car. 271.990 60.177
6. Opel Astra 1.6 CDTI Enjoy st. car 267.000 59.740
7. Peugeot 308 BlueHDI st. car 110 hk 279.990 56.984
8. Mitsubishi ASX 1.6 Invite 2WD st. car 229.998 37.773
9. Audi A3 Sportback 1.2 FTSI Attraction 299.960 34.748
10. VW Touran 1.6 TDI BMT Comfortline 343.597 28.776
11. Fiat 500 0.9 Twinair Turbo Popstar 140.620 28.765
12. VW Golf 1.0 TSI BlueMotion Style 115 hk 259.207 18.656
13. Toyota Yaris Hybrid 1.5 VVT-i H2 aut. 181.995 17.714
14. Peugeot 208 1.6 BlueHDI Desire 100 hk 169.990 16.346
15. VW Polo 1.0 BMT BlueMotion 95 hk 173.997 14.149
16. Toyota Aygo 1.0 VVT-i X-Pure 5d 69 hk 109.995 6.769
17. Ford Fiesta 1.0 Trend 5d 5g 80 hk 140.460 5.540
18. Opel Karl 1.0 Enjoy 5d 5g 75 hk 99.990 1.712
19. Peugeot 108. 1.0 e-VTI Active 5d 69 hk 92.990 48
20. Renault Clio IV 1.5 dCi Energy Expression 184.900 -4.032
Obs! Der er tale om leasing over tre år og 45.000 km. I de tilfælde, hvor leasingtilbuddet kører over en anden periode og med et andet km-forbrug end dette, er der sket en omregning. Leasingudgiften er sammenlignet med køb plus en serviceaftale. Man kan downloade hele leasinganalysen her

 

 

Få mest bil for pengene

718

Bilen er den største investering efter huset. Hvis du ikke passer på, kan den også blive dit livs værste.

Af Finn Arne Hansen, journalist og biløkonomirådgiver, bedrebiloekonomi.dk, bragt i Jyllands-Posten 30/9-2015

Opskriften på en økonomisk katastrofe ved bilkøb er enkel: Køb en gammel, alt for dyr, kæmpestor brugt benzinbil med automatgear, firehjulstræk og masser af ekstraudstyr med penge, du har lånt dyrt. Efter få år har du mistet så mange penge på værditab, reparationer, ejerafgift, dæk, benzin og renter, at du fortryder, du ikke læste denne artikel til ende.
Omvendt, så er opskriften på god biløkonomi faktisk heller ikke så svær. God biløkonomi drejer sig først og fremmest sig om at købe billigt og sælge dyrt. Om bilen kører 16 eller 20 km på literen tæller ikke meget, hvis man køber en bil til 500.000 kr., og den så kun er 250.000 kr. værd fire år og 80.000 km senere.
Værditabet er med andre ord en kæmpeudgift, de fleste ikke tænker på, før de kommer og skal skifte bil. Så har deres afdrag på bilen måske slet ikke kunnet følge trit med værditabet, og så skal de pludselig låne ekstra for at skifte bil.

Få hjælp til købet
Hvordan køber man så billigt? Ja, forbrugerne har jo luret det. Der er jo blevet solgt et hav af mikrobiler til omkring 100.000-115.000 kr. de seneste år, og dem risikerer man kun at tabe 50.000 kr. på over fire år. Og de kører langt på literen, har en lav ejerafgift, lave forsikringspræmier, billige dæk, billig service og så videre. Så kan man komme meget langt ned i udgift pr. km. Man kan blandt andet læse de analyser, som bilpriser.dk jævnligt udsender udgiver, hvis man vil se, hvad en bil kan forventes at koste pr. km.
Når man køber bil, har man gode kort på hånden, hvis man har kontanter til at købe for eller har en to-tre år gammel bil med et fornuftigt km-tal. Dem vil forhandlerne meget gerne tage i bytte. Her gælder det om at få den laveste byttepris, og hvis man selv er en halvsløj forhandler, kan man få en bekendt med is i maven eller en professionel til at hjælpe en.

Bed om rabat
Hvis man ikke er ude efter en mikrobil, skal man stadig købe så billigt som muligt. Hvis man vil købe kontant, skal man ikke være grov og forlange en kæmperabat med det samme. Bed pænt og høfligt om et godt tilbud, og sælgeren skal nok reagere positivt. På nye mellemstore og store biler er det ikke usædvanligt med rabatter på 15.000-50.000 kr. Når forhandleren giver en rabat på en stor bil, betaler staten jo to tredjedele af rabatten via mistet registreringsafgift. Den er på 180 procent på den største del af bilens pris (nu 150 %, rettet 1. juli 2016, red.).
Hvis man vil købe brugt, vil jeg råde til at kikke på biler, der er halvandet til to et halvt år gamle. Så har den første ejer taget det største værditab. De skal have mindst et halvt års fabriksgaranti tilbage. Og gå efter biler med meget udstyr. Ekstraudstyr falder langt hurtigere i værdi end selve bilen, så det får du billigt med. Og gå efter en populær farve. Ellers kan det blive svært at komme af med den igen. Røde og skriggule biler falder mere i værdi end sorte, for eksempel.

Salget af bilen
Når man skal sælge sin bil, får man mest for bilen ved at sælge den privat på en bilportal. Det kan tage 4-5 uger – eller længere, hvis prisen er for højt sat. Sæt den skarpt fra starten af. Det er besværligt, men der kan godt være både 20.000 og 30.000 kr. at tjene. Brug evt. FDMs slutseddel og sørg for omregistrering straks ved betalingen. Brug evt. en professionel hjælper.
Skal det gå stærkt, kan man bruge en internetauktion som Autocom eller Xpress Bilsalg. Her får man engros-priser, og der skal betales nogle tusinde kroner for ydelsen. Gebyrerne står på hjemmesiderne.
Giver man sin i bytte til en forhandler, så sørg for, at alle forsikringsskader er udbedret, og at bilen er pæn, undervognsbehandlet og rengjort. Så får man et bedre bud. Også her kan en professionel hjælper være en god idé. (En ny tjeneste, Bilpriser.dk Salgsservice, sælger også biler på to dage. Tilføjet 1/7-2016, red.).

Benzin eller diesel?
I det daglige kan man forbedre sin biløkonomi ved at køre fornuftigt og tænke sig om. Pendler man 30-40 km hver vej, skal man overveje diesel. Forskellen mellem diesel og benzin er efterhånden igen kommet op på næsten to kr. pr. liter, og da en moderne dieselbil let kan køre 23-25 km på literen, kan merprisen ofte betale sig. Statoil sælger i øvrigt diesel med additiver, der får bilen til at køre længere på literen. Hvis du kan få det til samme pris som almindelig diesel, kan du lige så godt købe det.
Shell sælger tilsvarende V-Power-benzin, der får bilen til at køre længere på literen og har lige sat prisen 50 øre ned. Hvis du vil teste disse brændstoffer, så prøv først at måle dit forbrug på din faste pendlertur. Du fylder tanken helt op, noterer km-tallet, kører på arbejde og hjem igen, fylder så tanken op igen og noterer det ny km-tal. Herefter dividerer du km-tallet med den præcise mængde brændstof og får resultatet. Når du så næsten har tom tank, skifter du til et af superbrændstofferne på markedet og kører et par uger med det, så motoren bliver renset godt igennem. Husk et par gode ture på motorvejen. Herefter måler du forbruget på en typisk pendlertur igen. Hvis bilen så kører længere på literen på det ny brændstof, er det jo oplagt at skifte til det, hvis prisen er den samme som på almindeligt brændstof.

Leasing
Privatleasing er især løsningen for dem, der ikke har 20 pct. til udbetalingen, og som kan lide budgetsikkerhed. Du betaler det samme hver måned, og efter udløbet af leasingperioden afleverer man blot bilen. Der er heftig konkurrence for tiden, så man kan ofte slippe for den såkaldte førstegangsbetaling eller betale meget lidt. Leasing er også godt for bilister, der måske ikke ved, om de har brug for en bil længere, når leasingperioden udløber. Man skal måske til udlandet, sidder i et vikariat eller er i et job, hvor man sidder løst i sadlen. Leasing er også god for børnefamilier, der måske efter nogle år får brug for meget mere plads, fordi der lige kom et par tvillinger.
Et nyt produkt fra Peugeot hedder Mixleasing (Mitsubishi bruger nu samme begreb, mens Hyundai kalder det Fordelsleasing. Tilføjet 1/7-2016, red.). Her er førstegangsbetalingen meget lav, og man har kun bilen i år et. Så skal man enten købe den eller aflevere den. Hvis man køber den, har man den fordel, at man ikke skal af med 20 pct. i udbetaling. Til gengæld er renterne cirka dobbelt så høje som markedets tilbudsrenter. Og den pris, man skal overtage bilen til, er fast. Kan man få en tilsvarende et år gammel bil til en lavere pris et andet sted med en lavere rente, bør man gå efter det. Men det kræver jo så en udbetaling.

7 gode råd om bedre biløkonomi

1. Køb så billigt som muligt

2. Sælg så dyrt som muligt

3. Køb biler med lavt værditab. Undgå ”skæve eksistenser” og upopulære farver

4. Lad ikke følelser styre bilkøbet

5. Køb en energiøkonomisk bil. Læs tests.

6. Find en billig forsikring på forsikringsguiden.dk. Saml tre forsikringer.

7. Få professionel hjælp, hvis du er usikker.

Volvo tilbyder privatleasing – spar mindst 25.000 kr. over tre år

Volvo D40

En V40 D2 kan privatleases for 3,295 kr. om måneden. Efter tre år har du sparet 25.000 kr.

Nu bliver det muligt at privatlease Volvo-personbiler. I første omgang udbydes der 12 forskellige varianter. Vi tjekker tilbuddet. Der er 25.000 kr. eller mere at spare.

Den danske Volvo-organisation har de sidste to år oplevet flot vækst i salget af biler til erhvervsleasing, og i det sidste års tid har forhandlerne kunnet glæde sig over stigende efterspørgsel også på privatleasing.
”Vi er glade for nu at kunne tilbyde Volvo Car Private Leasing til de danske forbrugere”, siger Magnus Boman, administrerende direktør hos Volvo Car Denmark A/S.
”Vi har arbejdet på dette koncept i en længere periode og har nu et rigtig godt produkt klar. Volvo arbejder med begrebet Designed Around You, hvor kunden er i centrum, og hvor det skal være så nemt og ukompliceret som muligt at eje en Volvo”, tilføjer han.

Mange kundefordele
Privatleasing giver forbrugeren sikkerhed i budgettet, og kunden kan, når aftalen udløber, stille bilen og lease en ny. Kunden får tilbagebetalt underkørte kilomenter og servicekontrakten er altid inkluderet i aftalen.
Privatleasing-tilbuddet fra Volvo indeholder ingen “skjulte” omkostninger eller overraskelser. Kunden kan efter 12 måneder aflevere bilen uden beregning med en måneds varsel.
Bilen er også omfattet af Volvo Assistance. Bilerne bliver efter endt brug gennemgået af en uvildig instans, som foretager en vurdering af eventuelle skader på bilen. Det eneste privatleasing aftalen ikke indeholder er: forsikring, brændstof, grøn ejerafgift samt dæk (sidstnævnte kan tilkøbes).

Specielt Private Leasing modelprogram
Volvo har 12 biltyper med i privatleasing-programme til at begynde med:
–    Volvo V40 D2 og T2 med manuelt gear
–    V40 Cross Country D2 med manuelt gear
–    Volvo S60 D2, D3 og T3 med manuelt gear
–    V60 D2, D3 og T3 med manuelt gear
–    Volvo V70 D3, D4 og T4 med manuelt gear

Udstyrspakke for 250 kr.
Volvo tilbyder en speciel Privatleasing-pakke bestående af metallak, high performance lydanlæg, USB samt bluetooth og regnsensor til kr. 250 pr. måned.

25.000 kr. at spare over tre år
Leasingydelserne starter på Volvo V40 D2 med en månedlig ydelse på kr. 3.295 med en udbetaling på kr. 25.000. Det giver efter 36 måneder en samlet betaling på 143.620 kr. Skal man låne de 25.000 til førstegangsbetalingen i banken og får lov at slippe med et oprettelsesgebyr på 2.000 kr. og en rente på 7,25 %, lander vi på 147.620 kr.
Det lyder af mange penge, men at købe en Volvo D2 Kinetic 1.6 koster 313.580 kr. med levering. Efter tre år og 45.000 km har den tabt 38 procent eller 121.442 kr. i værdi inklusive de 3.680 kr. i levering, hvis man sælger den til en forhandler, skønner Autobuy.dk.
Kan man finansiere de 80 pct. af købesummen til 4,5 %, koster det over 36 måneder netto 20.300 kr. i renter plus et oprettelsesgebyr på minimum 14.000 kr., som er lagt oven i lånet. Der er regnet med et 84-måneders lån, som indfries efter 36 måneder.Skal man også låne de resterende 20 procent til udbetalingen i banken til 7,5 %, koster det netto 5.200 kr. i renteudgift plus et oprettelsesgebyr på typisk 4.000 kr., der er lagt oven i lånet i dette eksempel.
Når man køber bilen, skal man selv betale service. I dette eksempel sætter vi det til 8.000 kr. for to gange service i perioden. Vi lander nu på, at køb i alt koster 172.905 kr., mens privatleasing lander på 147.620 kr., en besparelse på leasing på 25.285 kr.
Regnestykket ser anderledes ud, hvis man skal betale for skader ved afleveringen – det typiske er ca. 4.000 kr. – eller hvis man selv har pengene til udbetalingen eller hele bilens pris. Så skal man ikke låne så meget, og så mister man kun de renter, man kunne have opnået ved at investere dem. Km-forbruget er også vigtigt. Kører man mere end 15.000 km, ser regnestykket anderledes ud.
Eksemplet viser også, at man skal gå efter en rabat på ca. 20.000 kr., hvis man vil købe i stedet for at lease.

For Volvo S60 & V60 D2 er den månedlige ydelse kr. 3.995 med en udbetaling på kr.: 30.000, og Volvo V70 D3 koster kr. 5.495 om måneden med en udbetaling på kr. 40.000.
Der vil typisk være større fordele ved at lease de dyre modeller, er Autobuys erfaring. Autobuy udregner gerne specifikke beregninger for bilkøberne. Det sker ved henvendelse på hjemmesiden.

Beregningerne er inkl. 15.000 km/år og en løbetid på 36 måneder.

Nyt rekordsalg af nye personbiler i marts

Golf

Volkswagen Golf var den mest sælgende model i mellemklassen i marts med 479 solgte eksemplarer og en 7.-plads på Top 20.

Bilsalget i Danmark fortsætter med at stige med tocifrede vækstrater. Ikke færre end 16.814 nye personbiler blev der solgt i marts, hvilket er 12,4 pct. flere end i marts 2013. Dermed slog personbilssalget endnu en gang alle rekorder i 1. kvartal. Også salget af varebiler var i stærk fremgang med et salgsplus på 29,8 pct. i marts.

”Bilmarkedet er inde i en historisk udvikling. Danskernes syn på at købe ny bil har ændret sig – og fokus er nu langt mere rettet på bilen, som et forbrugsgode, hvor man ikke alene ser på anskaffelsesprisen, men i høj grad også på de løbende omkostninger. Derfor skifter rigtigt mange danskere fra 15-20 år gamle biler til noget nyt i disse år, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.

Det glæder tillige Bent Mikkelsen, at april bød på en lidt mere bred modelsammensætning end det, der ellers har præget markedet i den seneste tid.
”Det har igennem de seneste år været de små biler, der for alvor har trukket salget op. Nu ser vi, at også de lidt større modeller i mellemklassen trænger sig på i top 20, og det er endnu et tegn på den bredde, der er ved at være i væksten”, siger Bent Mikkelsen.
Antallet af solgte mellemklassebiler er steget fra ca. 15 pct. for et år siden til ca. 20 pct af det samlede antal solgte biler, kan bedrebiløkonomi.dk tilføje.

Varebiler i stærk vækst
Salget af nye varebiler steg i marts til 2.441 styk. Det er ikke mindre end 29,8 pct. bedre end i marts 2013.
”Varebilssalget i både marts og i første kvartal har været en meget positiv overraskelse. Vi ser vækstrater over 20 procent i et marked, som vi før nytår havde forventet ville udvikle sig fladt. Det er meget positivt, og sender et signal om en kraftig investeringslyst ude i virksomhederne ” siger Bent Mikkelsen.

Lastbiler i fremgang
Indregistreringen af nye lastbiler steg i marts med 10,3 % i forhold til januar sidste år. Der blev
indregistreret 300 nye lastbiler – en fremgang fra 272 i marts 2013.
“Lastbilerne har i årets første måneder været præget af overgangen til Euro 6 ved nytår. Nu begynder vi så småt, at se den organiske vækst som vi har forventet. Dermed skulle 2014 gerne blive året, hvor vi langt om længe oplever vækst i lastbilsmarkedet, der ellers har mærket krisen langt hårdere end person- og varebilerne”, slutter Bent Mikkelsen.

top-20 personbiler i marts 2014

Top 20-personbiler i marts 2014

Skoda Citigo forlader sit skrabede image med udstyrsmodel

Skoda GitiGo

Skoda Citigo fås nu i en Tivoli-udgave med 60 hk og masser af ekstraudstyr


Skoda Citigo, der var den næstmest populære mikrobil i Danmark i 2013 med 6.000 solgte eksemplarer, kommer nu som kampagnemodellen Citigo Tivoli. Det er en 5-dørs Citigo 1.0 60 hk, som kan prale af at have masser af udstyr til lav pris.
Udstyret omfatter bl.a. aircondition, læderrat, lædergearknop, læderhåndbremsegreb, varme i forsæderne, el-ruder foran, tågeforlygter, fjernbetjent centrallås, cd-radio med 6 højttalere og ikke mindst infotainmentsystemet Move&Fun. Det er Skodas smarte navigationsenhed fra Garmin, som indeholder både GPS-guide med dansk tale, håndfri mobiltelefoni, kørecomputer og multimedieafspiller.

Spar over 11.000 kr.
Skoda Citigo Tivoli koster kun 110.627 kr. Dermed sparer køberne hele 11.442 kr. Samtidig får man en både praktisk, sikker og økonomisk bil, som klarer de fleste af hverdagens behov, mener Skodâ-importøren. Citigo Tivoli har Skodâs velkendte rummelighed, og modellen har opnået de maksimale 5 stjerner hos Euro NCAP. Bl.a. takket være nødbremsesystemet City Safe Drive, som automatisk bremser bilen, hvis man ikke reagerer i tide på en foranholdende bil. Systemet er standardudstyr i alle Citigo. Citigo Tivoli kører hele 24,4 km/l, og Bilpriser.dk har dokumenteret, at Citigo totaløkonomisk er en af de billigste biler pr. kørt kilometer.
Skoda var det første bilmærke i Danmark til at tilbyde kunderne en finansieringsform, som samler købsfinansiering, kaskoforsikring og en service- og reparationsaftale i én fast månedlig ydelse. Det hedder Skoda All Inclusive og tilbydes til alle Skodas modeller – naturligvis også Citigo Tivoli.

Tivoli-billetter på højkant
Skoda Citigo Tivoli bliver introduceret i weekenden den 5. og 6. april kl. 11-15, hvor alle landets autoriserede Skoda-forhandlere har Tivoli-dage. Skoda sponserer Tivoli, fordi både Skodas biler og den traditionsrige forlystelseshave giver familier gode oplevelser. Derfor har Skoda-forhandlerne også en Tivoli-konkurrence, hvor der er 100 præmier med 4 entrébilletter og tilhørende turpas på højkant.

Skoda Citigo blev kåret til Årets Bil i Danmark 2013 sammen med søstrene VW UP! og SEAT Mii.